– med hjertet i psykomotorik, bevægelse og menneskelig udvikling
Lige siden mine teenageår har det føltes helt naturligt for mig at undervise – især i bevægelse og det kropslige. Gennem årene har jeg været særligt optaget af, hvordan krop og psyke hænger sammen, og det førte mig til at tage en 3-årig uddannelse som afspændingspædagog (i dag professionsbachelor som Psykomotorisk Terapeut) tilbage i 1991.
Efter en periode som underviser og projektleder hos AOF, tog jeg i 1997 springet og åbnede min egen klinik. Her tilbyder jeg psykomotoriske behandlinger, kurser, konsulenttimer og rådgivning – alt sammen med fokus på at støtte mennesker i at finde ro, balance og styrke i sig selv.
Gennem årene har jeg løbende videreuddannet mig – nysgerrigheden og lysten til at lære stopper aldrig. Jeg har bl.a.:
- Fordybet mig i børns udvikling og arbejdet med følelsesmæssigt frustrerede børn.
- Deltaget i kurser i kommunikation, professionel samtale og Girafsprog.
- Trænet i Mensendieck og Chi Qung over flere år.
- Taget efteruddannelse i traume- og flygtningearbejde i 2001.
- Uddannet mig som Fysio-Pilates instruktør i 2005.
- Deltaget i talrige kurser om stress – både teoretiske og praksisnære, bl.a. ved Center for Stress.
- Blevet certificeret Life- og Business Coach hos Manning Inspire i 2007.
- Uddannet mig til Mindfulness-instruktør i 2012 gennem Seminar.dk.
- Deltaget i seminarer og workshops om meditation og mindfulness – blandt andet hos Jon Kabat-Zinn.
- Fulgt åndedrætskurser hos Lotte Paarup – både ift. åndedrættet generelt og dets samspil mellem krop og helhed.
- Fulgt et længerevarende kursusforløb i funktionel neurologi.
- Taget et kursusforløb i smertebehandling via Kranio-Sakral- og kropsterapi.
- Blevet certificeret i NADA akupunktur, Access Bars.
- Taget bassintrænerforløb.
- Deltaget i specialiserede kurser om bækkenbund og rectus diastase.
- Deltaget i specialiserede forløb hos Touch Point om søvn og hjerne, samt et forløb om leverens betydning for kroppen.
- Taget nervesystemsbevidstheds kursus.
Jeg har også fået lov til at være en del af noget større:
- Fra 2000 til 2019 deltog jeg i en fast meditationsgruppe med spirituel vejledning hos Inger Krohn.
- Siden 2017 har jeg været en del af Skolen for Livsmagi og Spiritualitet med Camilla Nymann Bjerregaard.
- Jeg har været frivillig i mange år på Sønderborg Kvinde- & Krisecenter – bl.a. som næstformand og konstitueret formand. Det arbejde har betydet meget for mig.
- Jeg har været aktiv i netværk som Zonta, Lions Club Als og Erhvervskvinder i Syd.
Sideløbende sørger jeg for at modtage supervision på mit arbejde, og jeg har dygtige kollegaer, jeg løbende sparrer med – det betyder meget for både min faglige og menneskelige udvikling.
Alt, jeg laver, udspringer af en dyb interesse for menneskers trivsel – både fysisk, psykisk og spirituelt.